Moving Spaces Herning
Herningstemmer
Når et af byens fine, gamle bygningsværker i de festlige nattetimer anvendes som toilet, så må der tales med store bogstaver! - I Herning bliver den gamle Tinghusmur udsat for feststemte tissetrængende. Gode råd er dyre. Hvordan gør man byrummet ved Tinghusmuren til et andet slags sted?
I april og maj måned 2017 forvandler Moving Spaces Tinghusmuren med eksperimentet 'Herningstemmer'. En lyd- og lys-installation, der sætter spot på alle, der nærmer sig muren - uanset hensigt! - og udløser et lydklip med forskellige stemmer, musik og lyde, der udspringer af byen og omgivelserne. Fra den brøsige dommer til Nephew, Hosekræmmerens datter og bowlingklubben Solsikkerne...
SpejlSkilteSkov
En dobbelt-installation, der bød publikum velkommen til åbningen af Off Road Festivalen i Herning d. 11. april 2017:
Når de besøgende ankommer til den fortællingsløse parkeringsplads på Dalgasgade, bliver de budt velkommen af en Skilteskov. En skov af groteske og absurde piktogrammer, humoristiske hints; en uventet mini-fortælling, der også viser vej.
Skiltene leder til Citypassagen og videre til gågaden, og undervejs møder man en installation af menneskehøje, forvrængende spejle, som vi kender dem fra Hurlumhejhuset i Tivoli.