top of page

Waterlines

Waterlines er titlen på Aarhus' bidrag til det landsdækkende projekt Performing Landscapes, produceret af Metropolis til Aarhus Festuge 2023.

Seks udvalgte Aarhus-kunstnere, heriblandt Teater Seachange's Barbara Simonsen, har skabt en performativ vandring, som følger vandlinjen og tidslinjen fra mundingen af Aarhus Å til et forhistorisk samlingssted i Marselisborg Skov. Hver kunstner fortolker en strækning på turen og fører publikum videre til den næste, fra Sydhavnens bankende industri og hemmelige passager til sandstrand og græsklædte gravhøje.

 

Undervejs møder publikum performance, lyd og fortælling i samspil med stedet, og man involveres i ritualer og handlinger, hvor alle kroppens sanser aktiveres. Stemningen veksler mellem det legende, det økokritiske og det mytiske i konstant dialog med et landskab, der er spændt ud mellem menneskets kulturelle trang til at forme og udvikle og menneskets individuelle behov for at være i ét med naturen og omgivelserne.

Barbara Simonsen, Teater Seachange:

Min strækning er fra Tangkrogen til Den Uendelige Bro. Her består kystlinien af de to basale elementer, hav og sand, en blød linie, der konstant flytter sig frem og tilbage hver dag, hvert minut. På den første del af strækningen løber en anden linie - Strandvejen - parallelt lige oven for kysten, og suset fra trafikkens nord-syd-linier konkurrerer med havets puls øst-vest, vand-land.

 

Jeg inviterer til fordybelse i en lydfortælling, der reflekterer over de flydende linier i landskabet og i os selv. Og når vi er kommet i ly af skoven, på den sidste del af strækningen, venter broen og dens cirkel, der omfavner og ophæver linierne. Den bliver levende i skumringen og tegner en lille øjebliksdrøm af det, der kan ske i os, når vi lander i landskabet, og det lander i os.

Medvirkende: Gymnaster fra GO Rejseholdet, Gymnastik Odder.

Fotos: Jakob Veje Hansen, Barbara Simonsen.

bottom of page