Å - Å - Å !
2004
(DET ANDET TEATER)
Århus Stiftstidende 12. maj 2009:
”Det unge par har travlt. De falder nærmest op ad trapperne, mens de fniser og fumler med nøglerne. Døren smækkes.
Kyssene bliver vådere og åndedrættet temmelig tungt.
’Har du noget?’
’Hvorfor skal vi bruge noget?’
’Jeg vil rigtig gerne, men ikke uden. Ikke uden Lego’.
Den pakkede Sal C i Øst For Paradis er flade af grin. Det erotiske høredrama ’Å-Å-Å’ bølger ud af højttalerne, mens folk med sovemasker for øjnene klukker og vrider sig af fryd.”
______________________________________________________________
Å -Å -Å !
- er et høredrama om sex og kærlighed. Frækt, romantisk, og med masser af absurd humor.
Synk ned i sædet, tag sovemasken for øjnene og få en anderledes tur i teatret, helt uden billeder undtagen dem, du laver i din egen fantasi!
Handlingen i Å - Å - Å ! foregår i en beboelsesejendom med helt almindelige personer, der gemmer på ualmindelige hemmeligheder bag dørene. Fra det unge par, der ihærdigt prøver at komme samtidigt, til samfundsforskeren, der har svært ved at gennemføre en undersøgelse af telefonsexlinierne. Og når den nydelige gamle Fru Forchammer i stuen får besøg af sin intimfrisør, hvad er så egentlig virkelighed og fantasi? Og hvad har Lego nu med sex at gøre?
Men der er også de to, der mødes tilfældigt på bagsædet i rutebilen til Viborg. "Jeg så godt, hvad du gjorde", siger han. ... "Gør det igen."
Ide og iscenesættelse: Barbara Simonsen
Manuskript: Anne Grethe Linnet, Eric Magnusson og Barbara Simonsen
Historik:
Å - Å - Å ! blev co-produceret af Det Andet Teater (det nuværende Teater Seachange) og Aarhus Teater til Aarhus Festuge 2004, hvis tema var erotik. Ideen til stykket udsprang af debatten om det provokerende gæstespil 'XXX', som skulle vise 'ægte sex' på scenen.
Å - Å - Å !blev en fræk og humoristisk kommentar til det pornografiske og provokerende og spillede ovenikøbet på Aarhus Teaters kælderscene lige under 'XXX' på den store scene. Ved udelukkende af bruge lyd i en helt almindelig teatersal kunne man pludselig gå meget længere uden at blive pornografisk og fortælle historier på en helt anden måde.
Manuskriptet blev skrevet af tre dramatikere og blev optaget med 16 medvirkende, professionelle såvel som amatører, efter dogme-agtige principper på location i og omkring Århus.
Senere spillede Å - Å - Å !i Århus Festuge 2008, hvor høredramaet afprøvede nye locations, dels i private lejligheder i byen, dels i biografen Øst for Paradis.
Besøget i Øst for Paradis blev en tilbagevendende begivenhed, da stykket i en årrække spillede til biografens A Night in Paradise-arrangementer.
Anmeldelser fra urpremieren i 2004:
".. fremragende aktører... et fornemt, veldisponeret og velspillet hørespil. Spil den på P3, hvis DR tør... Måske festugens mest erotiske indslag med masser af plads til fantasien."
Anders Lange, JP Århus
"Det kan lyde vulgært, men det er det ikke. Det er sjovt"
Kultunaut.dk
"I flere måneder har politikere og kulturskribenter kappedes om at være mest forarget, mest begejstret eller bare mest ligeglad med forestillingen (XXX), der har bragt simuleret sex ind på Aarhus Teaters store scene. Hvad de tilsyneladende ikke ved er, at forestillingen "Å - Å - Å", der spiller i teatrets kælder, går meget længere.... Scenen er tom, bortset fra to store højtalere. De leverer til gengæld en lydkulisse, der sender det indre billedrør på kraftigt overarbejde. "Å - Å - Å" fortæller om menneskers forhold til hinanden gennem deres sexliv, og i løbet af de 80 minutter, stykket varer, kommer vi helt ind mellem lagnerne i fire soveværelser. ... Desuden møder vi en række andre personer, som parret i bussen, hvis skæbner flettes sammen på forunderlig vis."
MetroXpress